Narkosalget er stigende
Politiken.dk 6. juli 2012
Både salg og besiddelse af rusmidler og stoffer i nattelivet er allerede nu ved at overgå salget i hvert af de tre foregående år, viser en opgørelse, som politiets specialsektion for narkobekæmpelse i Indre By og på Vesterbro i København har udarbejdet for Politiken.
”Der er en foruroligende stigning, som er markant, og tendensen er overhovedet ikke faldende på noget tidspunkt”, siger politikommissær Bjarne Christensen, koordinerende leder af politiets Tryg By-indsats.
Der er set en stigning fra 280 i 2009 til 301 i 2010 i antallet af sigtelser for salg af især kokain, de kemisk fremstillede stoffer og amfetamin.
På nuværende tidspunkt rundet tallet 207 sigtelser i 2012. Dermed vil alene antallet af sigtelser for videresalg med sikkerhed komme til at overstige sidste års antal på 320, mener Bjarne Christensen.
Sådan er det også gået med antallet af sigtelser for besiddelse af stofferne, som lå på 517 i 2009, og som siden er steget med omkring 100 sigtelser om året. I år har politiet allerede rundet 500 sigtelser.
”Det en voldsom stigning”, fortæller politikommissæren.
Det, at politiets indsats ikke er større nu end i 2009, gør, ifølge Bjarne Christensen, at der er flere stoffer i omløb, og at det bliver solgt mere.
”Der er meget af det i festmiljøet i København, og set med mine øjne handler stigningen også om, at mange flere gerne vil prøve stofferne”, siger politikommissæren.
Bag alle sigtelser ligger et faktisk fund af stoffer.
Østjyllands Politis specialpatrulje, som arbejder med narko på gadeplan, kan også melde om stigende tilstedeværelse af de såkaldte kemiske stoffer.
Politiet finder stigende mængder af amfetamin og især hestebedøvelsesmidlet Ketamin, som ifølge Karsten Harlev, vicepolitikommissær i Østjyllands Politi, har været populært i et stykke tid i det århusianske technofestmiljø, mens der åbenbart er et fald i antallet af ecstasypiller.
Politiet i Indre By i København finder ecstasy, amfetamin, det fantasylignende stof GHB.
Markedet er i lige nu præget af et prisfald på både kokain og amfetamin.
”Eksempelvis koster amfetamin stort set ingenting i øjeblikket, og prisfaldet betyder, at efterspørgslen er stor. Flere unge prøver det, fordi det er billigere end alkohol”, fortæller Bjarne Christensen.
Pressearkiv

Del