Reden er for kvinder i prostitution
Information.dk 30. juni 2012
Bettina Bach, konstitueret leder i Reden København, har snakket med information om kvinder i prostitution. Hun fortæller, om spørgsmålet om at kvinderne skal reddes ud af prostitution:
”Reden har aldrig sagt, at der ikke findes sexarbejdere, som er tilfredse med deres arbejde, men vi har stort set aldrig mødt nogen prostituerede, som ikke selv problematiserede deres arbejde.”
Hun fortæller videre: ”Vi er ikke en forskningsinstitution, og vores erfaringer er ikke skrevet i sten, men vores viden bygger på årtiers erfaring, som viser, at prostitution skal anskues som et socialt problem. Med den holdning følger vi den overordnede politiske agenda.”
Bettina Bach siger videre, at prostitution er et problematisk karrierevalg, og der er typisk en sørgelig årsag til, at man vælger det. Man er nødt til at fokusere på hvilke faktorer, der tvinger kvinder ud i prostitution. At påpege sociale skævheder kan måske gøre, at nogle prostituerede får mindre lyst til at ytre sig. Men det fokus er nødvendigt.
Journalisten fortalte, at det er lovligt både at købe og sælge sex, men prostitution er stadigvæk ikke et anerkendt erhverv. Derfor kan sexarbejdere ikke blive medlem af fagfore-ning eller a-kasse. Hvis man anerkender erhvervet, kan sexarbejdere få de rettigheder. Og han spurgte derefter: ”Vil det ikke forbedre deres arbejdsforhold?”
”Det vil ikke ændre på de årsager, der ligger til grund for, at kvinder lader sig prostituere. Det er en utopi at tro, at lykken er gjort, og problemerne forsvinder, hvis bare man anerkender prostitution som et erhverv,” svarede Bettina Bach.
Hun fortæller videre: ”Vi taler ikke hen over hovederne på de prostituerede. Sidste år havde vi 280 forskellige kvinder, der kom i Reden på Vesterbro. Vi har løbende talt med kvinderne om deres tilgang til prostitution, og hvis de skulle vælge mellem at stå og trække på gaden eller komme ud af prostitutionen, er valget ikke svært: De vil vælge at få hjælp til at sikre et andet ståsted i tilværelsen,” og hun understreger, at Reden altid tager udgangspunkt i de prostitueredes individuelle situation.
”Vi giver dem en støttende hånd i deres liv, som oftest er meget kaotisk,” slutter hun.
Pressearkiv

Del